27. februar 2007

udsolgt

Teaterforedraget Åh Gud er nu total udsolgt. Vi vil derfor snarest åbne for en forlængelse her i marts måned, så flere kan få chancen. check billetter til extraforestillinger på bettynansen.dk

26. februar 2007

om debat

Jeg kan læse at jeg er blevet lidt misforstået i forhold til mit kritik af kritik indlæg. Jeg er ikke skuffet over manglen på reaktioner eller over at der ikke er en debat, for jeg får flere reaktioner end jeg kan nå at reagere på og jeg bliver konstant budt op til debat. Nej, det eneste jeg kritiserer, er den kristne kritik af min religions kritik: de kommer ikke med nogen argumenter, de siger bare at man ikke må sige det jeg siger. Så dén del af debatten er ufrugtbar. Og måske bare slet ikke interessant.
Igår aftes var der en udsendelse om tilblivelsen af teaterforedraget Åh Gud på DR2. Det er en god udsendelse, som formodentlig bliver genudsendt snart og lagt ud på DR2s hjemmeside så man kan se den. Udsendelsen er lavet af Lisbeth Dilling.

Teaterforedraget "Åh Gud" går nu ind i sin sidste uge. så hvis man vil se det, så er det inden lørdag d.3/3. billetter fåes på www.bettynansen.dk

25. februar 2007

kritik af kritik af kritik

Nu her en god uge efter premieren på Åh Gud, må jeg konstatere, at det er vanskeligt at få en ordentlig offentlig debat igang. Kritikken af kritiken begrænser sig i aviserne til at sige at vi ikke må eller ikke er kvalificeret til at kritisere, men den indeholder ikke et eneste argument for hvorfor. Jeg skal ikke kunne afgøre om læserbrevsskribenterme, lederskribenterne og andre der har skrevet kritisk om vores religionskritik i aviserne, virkelig ikke HAR nogen argumenter, men indtil nu foregår det på et niveau, som gør, at det ville være fjollet at bruge mere tid på det. Debatten går simpelthen i stå.
Men jeg får heldigvis mange andre gode reaktioner fra folk, som har set Åh Gud, så debatten skal måske bare ikke foregå de sædvanelige steder?

23. februar 2007

diskussion i dag

jeg diskuterer religion med Sørine Gottfredsen på TV2 Radio kl.18.

21. februar 2007

Åh Gud - artikelsamling

Nedenstående link henviser til en række artikler sammenstillet ud fra fællestemaet atesme/fritænkning - og publiceret, som en sådanne artikelsamling, i forbindelse med Åh Gud- teaterforedraget.

Her kan du bl.a. læse den amerikanske filosof, neurolog & forfatter til bogen "The End of Faith," Sam Harris' "10 myter og sandheder om ateisme" eller agnostikeren (der talte som en ateist), Robert Green Ingersoll's "Hvordan erstattes Biblen som moralsk rettesnor." Interessant er også Thomas Paine's "Disposition for en erklæring om menneskets naturlige, civile og politiske rettigheder" skrevet omkring 1793 - interessant fordi Amerikas forfatning er skrevet ud fra en klar adskillelse mellem kirke og stat, og skrevet af en flok ateister.

Herhjemmefra kan Martin Krasnik's kronik "Gudløs" - som et svar på Sørine Gotfredsen's "Ateismen bekæmper mennesket selv" og ligeledes at finde i artikelsamlingen - anbefales.

Yderligere findes på side 46-47 en fyldig litteraturliste med bøger benyttet under researcharbejdet til Åh Gud samt en liste med diverse hjemmesider, ligeledes som inspiration til projektet.

http://www.bettynansen.dk/aah_gud/program_aah_gud.pdf

ny leder

Kristelig dagblad bragte i går en leder, som man kan læse på

http://www.kristeligt-dagblad.dk/leder:aid=322083

her er mit svar:

Hvem er dum?

Erik Bjeragers leder i kristelig dagblad 20/2 opfordrer til at niveauet for religionskritik skal hæves. Det er jo et fromt ønske, som man vel kun kan være enig i. Men når han hævder at kritikken er fordummet, så afsløres formålet og man forstemmes. Hvis man hver gang man siger sin mening om kristendommen, skal sammenlignes med Nietzsche (og findes for let), så kan man jo ligeså godt bare holde kaje fra begyndelsen. Det er jo heller ingen der sammenligner dig med Paulus, hver gang du skriver om kristendommen, vel?

Retorikken i lederen går sådan her: Den hævder at jeg siger noget om mord på en masse abortlæger i USA, hvilket jeg aldrig har sagt, hvorefter den senere siger, at det er noget vrøvl at det er mange abortlæger der er blevet myrdet,- det er . Ja tak, det vidste jeg (og formodentlig også læserne) allerede i forvejen, så lederen argumenterer altså mod sig selv. Er det så et eksempel på klog kritik?

Når jeg nævner mord på abortlæger, sammen med en masse andre ting, så er det alene for at forklare hvorfor mange ateister og fritænkere udtaler deres kritik og bekymring i disse tider: for de oplever at religioner og religiøse følelser også har en negativ side som øver indflydelse på vores samfund. Uanset om fx disse mord er sanktionerede af en eller anden kirkelig autoritet eller ej, så er de udført af folk, som mener at abort er forkert, fordi de tror at Gud mener at det er forkert.

Men det er jo slet ikke der min kritik ligger. Min kritik går først og fremmest på to ting:

1) at hvor religioner tilsyneladende er vældig gode til at skabe fred og sammenhold indenfor en gruppe af mennesker, ser det ud som om det modsatte er tilfældet, når det handler om relationerne imellem grupper af forskellig tro

2) vores religiøse følelser fortæller en masse, meget interessant og meget vigtigt, om mennesket og næsten ingenting om verden.

Det prøver jeg at forklare om og anskueliggøre i et to timer langt foredrag, som lederskribenten åbenbart ikke har fundet det relevant at overvære, før han kritisere det.

Hvad med at høre min kritik, før du kritisere den? Alt andet er da…nå ja, fordummende. Så tak for opfordringen og i lige måde.

Nikolaj Cederholm

20. februar 2007

svar til berlingskes leder

Jeg bliver drillet i Berlingske Tidendes leder d.18 feb. og jeg grinede også selv. Berlingskes lederskribent driller mig med, at jeg siger, -om formålet med min forestilling ”Åh Gud”, ”at jeg vil få folk til at holde op med at tro på gud, men at jeg også vil være tilfreds med et kompromis, hvis det ikke lige kan lade sig gøre”. Når jeg ler så tvangsfrit, hænger det måske sammen med, at det er mine egne vitser jeg griner af. Lederskribenten har bare ikke forstået dem og tror nu at det er raffineret at drille mig med mine egne udtalelser. Men det er måske bare fordi min humor er for subtil for vedkommende.

Det er ellers en ret vidende skribent, som har skrevet lederen. Vedkommende ved nemlig at hverken Henrik Nordbrandt eller jeg nogensinde får politisk magt i Danmark. Det synes jeg til gengæld er uhyggeligt, for jeg anede ikke at man skulle være troende for at få politisk magt i Danmark. Men man må da sige, at den udtalelse, virkelig sættes fokus på hvor vigtig mit ærinde er.

Lederskribenten skriver også, at det er farligt det jeg gør. Fordi jeg udtaler mig om noget som jeg ikke har forstand på. Ok, undskyld, - man skal altså ikke kritisere kristendommen, for så risikere man bare at fremmane noget værre! Kan man så overhovedet kritisere kristendommen? De kristne siger: Ja, men man skal sætte sig ind i den først, så at sige se den indefra før man kan forstå den, - hvorfor det ærlig talt er meget mystisk, at kristne ikke styrter ud og studerer alle andre religioner, for da man kun kan forstå religioner set indefra, så risikere de jo hele tiden at gå glip af en højere sandhed, end den de tilfældigvis er vokset med.

Denne advarsel om at man skal lukke bærret, hvis man ikke er teolog, er næsten mere uhyggelig, end konstateringen af at jeg bare er et legebarn som aldrig kan få politisk magt, for det er et forsøg på at lukke en diskussion, som næsten er fraværende i Danmark. Men I slipper ikke for den.

Der ud over må jeg lige rette nogle misforståelser: for det første så siger jeg ikke at religioner er roden til alt ondt. Det er mærkeligt at man ikke kan kritisere religioner uden altid at få denne påstand skudt i skoene. Jeg har aldrig sagt at religioner er roden til alt ondt. Jeg siger blot er religionerne udgør en stor del af de problemer vi har fx med holde fred med hinanden her på jorden. Religioner er dårlige til at styre relationer mellem grupper som tror noget forskelligt. Jeg ville egentlig mægtig gerne ha rystet sommerfuglestøvet af vingerne, hvis en eller anden ku vise mig, at dette ikke er det sørgelige tilfælde og at mine kilder er forkerte. Men jeg frygter det ikke kan lade sig gøre.

Jeg fortæller også mit publikum til teaterforedraget, som lederskribenten må ha overværet, at jeg bruger kristendommen som eksempel fordi det er den religion jeg kender og er vokset op med, ikke fordi den er den værste. Men jeg må ha mumlet voldsomt i skægget den aften skribenten overværede foredraget og det beklager jeg selvfølgelig. Min kritik retter sig nemlig mod alle religioner. Men mest mod de tre monoteistiske: islam, jødedom og kristendom.

Endelig har jeg åbenbart heller ikke talt højt nok, da jeg fortalte om hvorfor jeg fortæller om de her ting til moderate, danske kristne. Igen må jeg beklage at jeg har mumlet, så lederskribenten ikke har kunnet høre hvad jeg sagde. Jeg bruger ellers en del tid på at forklare det i starten af mit foredrag.

Det er ikke fordi jeg forventede at de kristne ikke ville forsvare sig og drille og sige at gud skal være bange for nu kommer Nikolaj, -det er sjovt nok (selvom det stadig bare er mine egne vitser der bliver genbrugt), men at skyde en meninger i skoene man ikke har og tillægge en synspunkt man ikke har udtrykt, det må bare rubriceres som den sædvanlige kristne propagandamaskine der kører. Og dét er så umådelig trættende. Lad os diskutere ærligt og sige hinanden vores mening, men lad os lytte efter hvad hinanden siger inden vi hyler op, ok?

Nikolaj

hvis du vil læse lederen jeg kommenterer, så se linket nedenfor under overskriften Gang i den

Test din tro - medielinks

Skulle man ha' lyst til sætte sin egen tro på en prøve: hvor konsekvent er du fx i dine holdninger til religion, moral og etik? Hvordan ser din Gud ud? Hvilke egenskaber besidder han? etc. - så prøv at tage "Do-It-Yourself Deity" eller "Battleground God"-testene på følgende link:

http://www.philosophersnet.com/games/god.htm

eller gå til følgende "Belief O Matic," hvor du enten vil blive bekræftet i eller henvist til den trosretning, som du ud fra dine besvarelser, burde bekende dig til:

http://www.beliefnet.com/story/76/story_7665_1.html






19. februar 2007

gang i den

Berlingske søndag havde en leder om "Åh Gud", - du kan læse den ved at følge dette link:

http://www.berlingske.dk/leder:aid=863772

Den taler næsten for sig selv, men jeg vil dog alligevel skrive et svar til avisen, som du kan se her om et par dage.

Har lige været i P1 og diskutere m en teolog. Du kan podcaste udsendelsen på følgende link:

http://www.dr.dk/p1/p1debat/

Her kan du finde Politikens anmeldese af Åh Gud:

http://ibyen.dk/scene/anmeldelser/article248289.ece

17. februar 2007

medielinks

Her er er link til DEADLINE i går aftes, hvor jeg bliver inteviewet:

www.dr.dk/DR2/deadline2230/Deadlineindslag.htm

Her et link til Jyllandspostens anmeldelse af "Åh Gud"

www.jp.dk/kultur/artikel:aid=4249466

Nikolaj

15. februar 2007

premiere på intellektuel stand-up














foto: Isak Hoffmeyer


Der var premiere på Åh Gud på Edison scenen igår, - og det gik godt.
Det virkede som om mine pointer gik så nogenlunde hjem.
Publikum var glade, meget opmærksomme og tænksomme (dem jeg talte med i hvert tilfælde!).
Selve forestillingen ku man kalde et teaterforedrag, fordi det er et foredrag, hvor vi bruger nogle at teatrets virkemidler til at gøre det mere spændende. Man ku også beskrive det som intellektuel stand-up, hvor man altså har fjernet alle vitserne og erstattet dem med nyttige informationer.


Bloggen er her kommer op og køre i løbet af et par dage. Der kommer mere mediedebat, anmeldelser, avisskriveri etc lige om lidt. Se mig fx i Deadline på DR2 i aften fredag d.16/2. På mandag skal jeg diskutere med en præst i radioen på p1. Der er interview i Ekstrabladet lørdag, Berlingeren søndag og Politiken idag.


Hvis du er interesseret i at vide mere eller købe billetter til teaterforedraget, som kun spiller i kort tid, skal du gå til www.bettynansen.dk